Ud over de direkte lån, hvor vi tager ordene til os, sådan som de bliver brugt i deres oprindelsesland, finder vi de såkaldte oversættelseslån, hvor de enkelte elementer, led for led, bliver oversat til dansk, f.eks. hjemmeside (homepage), dåselatter (canned laughter), give et løft, (give a lift), have sex (have sex), nedtælling (count down), temapark (theme park), hjernevask (brain wash).

​

Denne type af lån kan endvidere sætte sig i ordfølgen og give formuleringer, som ikke er typisk dansk, f.eks. gro blomster (grow flowers), ryster hænder (shake hands), hænge ud (hang out), ringe en taxa (call a cab).

 

En særlig afart af anglicismer i dansk er pseudolån, som ikke findes i engelsk/amerikansk, men kan betegnes som nydannelser, der ikke desto mindre lyder autentisk. Der er ikke mange af dem, men de bærer vidnesbyrd om, i hvilken grad engelsk er prestigegivende: Ordet speeder, for gaspedalen i en bil, er et sådant eksempel. Det hedder accelerator på engelsk. En speaker i radioen hedder tilsvarende announcer på engelsk.

​

Hvor slemt det står til med de engelske indlån i dansk, og hvordan vi skal håndtere den omfattende strøm af ord udefra, bliver til stadighed diskuteret. Mange er af den opfattelse, at dominansen af engelsk inden for store dele af forskningen og forskellige livsområder betyder, at der i fremtiden, hvis det ikke allerede er tilfældet, vil være sider af livet, hvor det danske sprog ikke længere dækker virkeligheden. Dansk lider domænetab og vil i så fald ikke længere være et komplet og helt sprog, men et b-sprog, vi kun kan bruge, når vi snakker om hakkebøffer, øl og fodboldlandsholdet.

​

Som tidligere nævnt er lånene fra engelsk og amerikansk langt mindre end de indslag af fremmede gloser, vi har set i tidligere tider. I en løbende tekst, hvis vi tager en almindelig avisartikel, stammer i cirkatal sytten procent af ordene fra tysk, otte procent har oprindelse i græsk og latin, fire procent har vi fra fransk og under to procent kommer fra engelsk. Det er ikke meget, men ordene springer i øjnene, fordi de er de senest ankomne og derfor synes os mere fremmedartet. De øvrige indlån er så indarbejdede i sprogbrugen, at de virker upåfaldende og danske. På samme måde vil det formodentlig gå med indslagene af engelsk. Dansk er et af verdens mellemstore, stabile sprog, det har eksisteret i næsten 1000 år, og det bliver understøttet af et skriftsprog.

​

I denne sammenhæng er det også værd at bemærke, at lånene engang i tiden gik den anden vej. Da Danmarks stilling var stærk i vikingetiden blev engelsk i et par omgange selv offer for påvirkninger. I den del af England, der hed Danelagen, gav de indvandrede nordboer landskabet en del stednavne og efterlod et antal låneord, som den dag i dag er helt grundlæg- gende elementer af det engelske sprog, f.eks. cake (kage), clip (klippe), die (dø), egg (æg), law (lov), scrape (skrabe), sister (søster), they (de), vindow (vindue).

​

Det er altså vanskeligt at forestille sig, at det danske sprog skulle være truet. Der kan imidlertid være mening i at være opmærksom på og løbende diskutere karakteren af indlån, som vi ser det i lande som Island og Færøerne, der er kendt for deres puristiske holdning. Også i Sverige og Norge ser vi en større tilbøjelighed til at bogstavere på modersproget og oversætte end i Danmark, f.eks. tape bliver tejp på svensk og taip på norsk, mens software bliver mjukvara på svensk og programvare på norsk.