Sproglig fasthed og variabilitet
Sproglig set betyder idiomets standardiserede inventar, at det er i stand til at holde uddøde bøjningsformer og ordstof kunstigt i live. I en idiomatisk lignelse som ræd som en hare, finder vi f.eks. den oldnordiske glose ræd, der i hverdagsdansk blev skiftet ud med det plattyske lån bange allerede engang i middelalderen. Talemåden Dem går der tolv af på dusinet er ofte anvendt med henblik på at gøre opmærksom på, at det, sagen gælder, er der mange af. Her kalder det gamle ord dusin, som betyder ’antal af tolv’, på opmærksomhed. Det har oprindeligt været indlånt fra fransk (douzaine), men i dag finder vi det stor set kun i faste forbindelser og hos ældre befolkningsgrupper. Den pejorative vending To alen af et stykke signalerer, at to personer er gjort af det samme materiale, at de er f.eks. lige dårlige/umoralske osv. Længdemålet alen er stort set gledet ud af sproget. Følgende idiomer kan ligeledes nævnes som eksempler på, hvordan faste talemåder kan give bo til uddøende ordstof: ryge i harnisk, rage kastanjerne ud af ilden, hytte sit eget skin, falde i staver. Idiomerne kan ligeledes indeholde forældede kasusanvendelser (genitiv og dativ) i præpositionsforbindelser, f.eks. så til søs!, gammel i gårde.

Idiomerne er også åbne for en vis variation. Man kan både få en lille kæp i øret og en ordentlig kæp i øret, når man er fuld, og det kan f.eks. både hedde gå og ryge i vasken, træde og jokke i spinaten, fra a til z og fra a til å. Blandt disse er udtrykket fra a til z særlig interessant. Det betyder ’uden undtagelse’, ’fuldstændig’ og kendes ligeledes fra f.eks. engelsk og fransk. Et af Danmarks største varehuse, der ligger uden for København, er døbt efter dette idiom for at signalere, at her kan man få alt, hvad hjertet kan begære. Det ejendommelige er, at udtrykkets metaforiske dimension i bedste fald går tabt, i værste fald er misvisende, når vi bruger det på dansk. Da de latinske bogstaver afløste runealfabetet i Danmark omkring år 1100, var det som bekendt nødvendigt at tillægge bogstaverne æ og ø for at få skriften til at matche vores udtale, og langt senere – i 1948 – blev også bog- stavet å tilføjet som skrifttegn for det lange a, der blev rundet til å i middel- dansk. Efter z følger altså yderligere tre bogstaver på dansk, og udtrykkets billedlige værdi går således fuldstændig fløjten. Eksemplet demonstrerer med al tydelighed, at de enkelte morfemer i den idiomatiske kontekst mister deres egenbetydning.

Andre idiomer kan opvise en variation, der skyldes, at de permuter gennem flittig brug. Udtrykket der er ingen kæremål, er en arkaisk vending hentet fra retsvæsenet, der fortæller, at her er der ingen mulighed for at anke en afgørelse, der går én imod. Det morsomme er nu, at mens dette udtryk har levet i folkemunde, er det langsomt blevet slebet og forvandlet til det i dag mere mundrette: der er ingen kære mor. Transformationen er mulig, fordi de to udtryk ligger så tæt på hinanden fonetisk: Efterhånden som ordet kæremål (en sammensætning af de to urnordiske ord kæra og mál) glider ud af sproget, er sprogbrugeren tilbøjelig til at forveksle udtrykket med den levende ordforbindelse kære mor. På et semantisk niveau passer udtrykket udmærket med idiomets intentionelle indhold: ingen kære mor kommer til undsætning og omstøder afgørelsen. 

Tilsvarende har vi set, at pot og pande er blevet til kop og kande, Alfa og Omega er blevet til Alfa og Romeo, en stakket frist er blevet til stakkels frist, og et gran salt er blevet til et gram salt. 

Den digteriske dimension og nydansk
Selv om talemåderne først og fremmest har til opgave at viderebringe og formidle et indhold, er de samtidigt at betragte som et produkt af sprogbrugernes kreative fantasi, der i lige så høj grad får tilhørernes opmærksomhed til at rette sig mod udtryksmåden som mod det, der er talens genstand. Idiomerne må altså betragtes som en del af sprogets vækstlag. I stedet for blot at erklære et medmenneske for dum finder vi blandt synonymerne en sand flora af forstærkende, idiomatiske udtryk:

 

Han har roterende fis i kasketten 

Han er blød i bolden

Han har en skrue løs

Han har rotter på loftet 

Han har pip i kasketten 

Han har hul i hovedet

Han har grød i hovedet

Han har jord i hovedet

Han har ikke opfundet den dybe tallerken

Han har rod i harddisken 

 

Og blandt synonymerne for dum, er der tilmed tale om intertekstualitet og folkedigtning:

Skarpeste kniv i skuffen

hurtigste dyr i skoven

blankeste sko på dansegulvet

hurtigste knallert på havnen

​

I stedet for blot at kalde en kvinde i vennekredsen for grim, kan vi benytte udtryk som:

 

Hun har pudset næse i en brevbombe

Hun ligner udskidt æblegrød

Hun ligner et fugleskræmsel

 

Og når tingene ikke går, som vi vil, tilføres sproget stærkere farver:

 

Det går i fisk, det går i Anders And

Det går i kage

Det går i vasken 

Det går i koks 

Det går i lort

Det går agurk  

 

I disse tilfælde, hvor konkrete og abstrakte betydningsplaner støder sammen i overraskende, humoristiske billeder, synes den digteriske, humoristiske leg med ordene at tjene et formål i sig selv.